Til min hovedside www.linolje.com
Velkommen til Liers Produkter
Leverandør av linolje og linoljebaserte malingprodukter

Restaurering

Maling- beskyttelse eller bedrag?

Hvorfor maler vi våre trehus? Et slikt spørsmål vil de fleste besvare med at det er viktig for å bevare bygningen. Realiteten er at mange malinger teknisk sett er destruktive for panelet selv om de ser fine ut. To viktige egenskaper ved en maling er at den slipper minst mulig vann inn utenfra, og mest mulig damp ut innenfra. Akrylatmalinger ser ut til å ha større motstand mot vanndamp enn fritt vann. Eller for å si det på en annen måte, malingens egenskaper tilsier at den veggen som skal beskyttes blir våtere og våtere.
Da er det kanskje ikke rart at hovedargumentene for å selge akrylatmaling er estetikk, dekkeevne i et strøk og at den er så lett å påføre at selv far kan gjøre det. Å argumentere med malingens evne til å gjøre sin egentlige jobb, beskytte panelet, er ikke mulig på redelig vis.

Riksantikvaren, Sjur Helseth

FEM REGLER om og male med linoljemaling

Den grundläggande principen för målning av trä med linoljefärg är att
grunderingen är det viktigaste färgskiktet. En dålig grundering kan aldrig
kompenseras med bra färdigfärger.
Olika träslag kräver olika grunderingar: Snabbvuxen, finsågad gran kräver en
fet grundfärg med mycket linolja.
En kådrik kärnfura, liksom hyvlad gran, kräver en mager grundering eftersom
den inte tar upp olja så bra. Ex. fönsterbågar och fasader från före
1930-talet.
REGEL 1: Poröst virke = flödigt med grund.
Hårt,tätvuxet, hyvlat = sparsamt med grund.

För att färdigfärgen skall få bra fäste har vi byggt en mellanstrykningsfärg som
är halvfet. Färgen pigmenteras i önskad slutkulör och påföres tunt 9-10m2/lit
med rund anstrykare. Fläckbättring skall alltid göras i mellanstrykningsfärgen.
REGEL 2: Linolja fäster dåligt på feta och blanka ytor.

Färdigfärgen är det skikt som skall stå emot väder och vind. Det skall också
fungera som "offerskikt" och långsamt errodera ned så man inte får för tjocka
färgskikt vid ommålning.
Linoljefärg skall påföras tunt,10-12m2 /lit, med rund anstrykare. I annat fall
riskerar man ojämna färgskikt som krakelerar med tiden.
REGEL 3: Linolja skall påföras tunt med rund anstrykare.

Att späda eller blanda ut linoljefärg med lacknafta är förkastligt då lacknaftan
fördärvar linoljans egenskaper. Dessutom är ju lacknafta inte särskilt bra vare
sig för hälsa eller miljö.
REGEL 4: Använd inte lacknafta till linoljefärg.

Linolja torkar genom oxidation. Det innebär att den tar upp syre ur luften. Är
luftfuktigheten hög följer vattenmolekyler, som är bundna till syret, med och
färgen blir matt. Det avgår inga farliga ämnen när linolja torkar men det
innebär inte att den är luktlös. Ett välventilerat rum är därför viktigt när man
målar inomhus.
REGEL 5: Se till att luftväxlingen är god så mår både du och färgen
bra.

riksantikkvaren løsblader i fulltekst

Firma som leier ut utstyr som bruker innfrarødvarme til og varme opp malingen slik at den er lett og skrape bort etterpå

Foredrag om linoljemaling og emulsjonsmaling

Norsk kulturarv

Kysten

ovolin et firma iSverige som lager eggtemramaling

fra Danmark

Anvisningsblade | Håndværkere og materialer | Litteratur |

Oversigt

4.1.4.1/ovs

RAADVAD-CENTERETS

A N V I S N I N G S B L A D E

til Bygningsrestaurering

OVERSIGT OVER OG VALG AF TRADITIONELLE MALINGSTYPER PÅ TRÆ, JERN OG MURVÆRK

Af Søren Vadstrup

Dato: 10. oktober 1997

I N D H O L D

1. A: O V E R S I G T

   over Raadvad-Centerets samling af traditionelle malingstyper til træ, jern og murværk - ude og inde

   1. Oliefarver
   2. Lakker og lakfarver
   3. Limfarver
   4. Temperafarver
   5. Mineralfarver
2. B: O V E R S I G T

   over de klassiske pigmenter til facader og interiører

   1. Indledning
   2. Pigmenternes anvendelse i de forskellige maleteknikker
3. C: O V E R F L A D E B E H A N D L I N G  P Å  T R Æ
   1. Indvendigt træ
   2. Udvendigt træ
   3. Tidligere malet træ
4. D: O V E R F L A D E B E H A N D L I N G  P Å
        M U R V Æ R K,  P U D S  O G  N A T U R S T E N
   1. Indvendigt puds og tapet
   2. Udvendigt murværk og puds
   3. Tidligere malet murværk og puds
   4. Udvendig natursten
   5. Sokler, skorstene, brandkamme m.m.
5. E: O V E R F L A D E B E H A N D L I N G  P Å  J E R N  og  M E T A L
   1. Indvendigt smedejern
   2. Udvendigt smedejern
   3. Gangjern
   4. Støbejern
   5. Zinkplade

Den konkrete formulering og brug af ARBEJDSANVISNINGERNE og andre

INFORMATIONSMATERIALER, vil ALTID bero på en konkret vurdering på stedet i hvert enkelt tilfælde. Raadvad-Centeret kan derfor ikke påtage sig noget ansvar, hvor Centeret ikke selv har været involveret i denne vurdering.

A: O V E R S I G T

over Raadvad-Centerets traditionelle malingstyper

til træ, jern og murværk, inde og ude

A1 OLIEFARVER

Begrebet oliefarve dækker over en række malingstyper, hvis indhold består af vegetabilske, animalske eller synetiske olier, tilsat farvestof (pigment).

Oliefarver tørrer ikke ved fordampning eller lignende, men ved en kemisk proces, hvor olien optager ilt fra luften (oxidation). Herved udvider malingen sig samtidigt i vægt og rumfang. Oxidationen er stærkt afhængig af lys og tager relativt lang tid.

Raadvad-Centerets ANVISNINGSBLADE TIL BYGNINGSRESTAURERING

indeholder 4 malingstyper indenfor gruppen oliefarver hvortil kommer behandling af træ eller jern med upigmenteret rå eller kogt linolie:

1. Linoliefarve (der består af kogt eller rå linolie + pigment)
2. Rå eller kogt linolie (der består af upigmenteret rå eller kogt linolie)
3. Trætjære (der består af trætjære, evt. tilsat rå linolie)
4. Trætjærefarve (der består af trætjære, evt med linolie i + pigment)
5. Tranfarve (der består af hval- eller sæltran/olie, knust harpiks og pigment)

1: Linoliefarver

Linoliefarver består af rå eller kogt linolie tilsat pigment. Den klassiske linoliefarve, fremstillet af den kogte linoliefernis, tilsat sikkativ (tørrelse), er blankere, mere slidstærk og mere hurtigtørrende end linoliefarve af rå linolie. Denne er mattere og mere porøs og tørrer knapt så hurtigt, da der ikke er sikkativ i. Linoliefarver anvendes fortrinsvis på høvlet træ, ude og inde - specielt vinduer, døre, paneler, indfatninger m.m. Linoliefarve kan naturligvis også anvendes på ru træ.

Linoliefarver anvendes også på indvendigt puds, der er mindst et halvt år gammelt, men mest som grundmaling/undermaling for limfarve.

Linoliefarver kan også males på udvendigt murværk og puds, efter at denne har hærdet i ca. 1½-2 måneder. Endvidere på sandsten og andre natursten.

Endelig kan linoliefarver anvendes til rusthindrende maling på smedejern og støbejern, indendørs og udendørs, efter at jernet først er blevet poremættet med linoliefernis.

2: Rå og kogt linolie

Rå linolie anvendes hovedsagelig til at oliegrunde/poremætte træ (og jern) med, inden maling med linoliefarver, bl.a. for at gøre træet mindre vandsugende.

Kogt linolie (linoliefernis) kan anvendes til at lakere træoverflader indvendigt. Det er dog ikke så almindeligt, da denne lak ikke er særlig slidstærk.

3: Trætjære

Trætjære kan anvendes på udvenvigt træværk, specielt på "grovere" konstruktioner som plankeværker, bræddebeklædninger, sternbrædder, porte, trapper, spåntage m.m.

Trætjære kan sagtens anvendes på høvlet træ, men klæder ru træ bedst.

Ren trætjære anvendes normalt ikke til opstolpet bindingsværk p.g.a. muligheden for afsmitning af tjærestofferne til de murede og kalkede tavl. Her anvendes i stedet kalk-kaseinfarve, eller tranfarve.

Trætjære anvendes endvidere i stor udstrækning på (ældre brugs-)både og fartøjer, på tovværk, på rå jerndele og på pæle og master.

Trætjære har i starten en Lysebrun farve, der mørkner i skygge og bleges i sollys.

Trætjære er slidstærk og smitter ikke af. Teksturen er helmat, lidt støvet og harpiksagtig, grov, ujævn og blakket/changerende i overfladen.

4: Trætjærefarve

Trætjærefarve har de samme anvendelsesområder som trætjære. Trætjærefarve vil efter noget tid stå helt mat og ligesom trætjæren fremtræde grov, ujævn og blakket/changerende i overfladen. Den mørkner i mørke og bleges i sollys.

Ligesom trætjære vil lugten af tjære aldrig forsvinde.

5: Tranfarve

Tranfarve består af hval- eller sæltran/olie, knust harpiks og pigment. Farven kan anvendes til grovere udvendige bygningsdetaljer, såsom porte, bræddebeklædninger, trapper, spåntage, sokler osv. typisk i havneområder eller kystområder.

Farven er halvblank, meget slidstærk og meget holdbar, men tørrer langsomt. P.g.a. dens meget tykke og fyldige konsistens, der når at løbe lidt, inden hærdningen, får tranfarver en meget karakteristisk "knudret" og "nopret" overflade. Farven lugter af fiskeolie i våd tilstand, men ikke efter hærdningen.

A2 LAKKER og LAKFARVER

De blanke lakker og lakfarver, der adskiller sig ved de andre malingstyper ved at indeholde harpiks, i form af naturharpiks, kolofonium, fossilt harpiks eller kunstharpiks, er ikke færdigudforsket af Raadvad-Centeret på nuværende tidspunkt m.h.t. fremstilling, anvendelse, erfaringer og ikke mindst miljø og arbejdsmiljø. Der vil derfor først udkomme ANVISNINGSBLADE på disse senere.

To af de mest almindelige lakfarver i dag, alkydmaling og alkydoliemaling findes nærmere beskrevet i MBK fra Teknologisk Institut.

A3 LIMFARVER

Limfarve er en fællesbetegnelse for en række malingstyper, fortrinsvis til indendørs brug, fremstillet af en vandig lim hvori der tilsættes en vis mængde pigment (tørfarvepulver). Alle limfarver er i vandfase (vandige/vandfortyndbare) og de er tørre, så snart vandet er fordampet bort.

Raadvad-Centerets ANVISNINGSBLADE TIL BYGNINGSRESTAURERING indeholder 5 forskellige limfarver:

1. Limfarve af animalsk lim (den "klassiske limfarve")
2. Celluloselimfarve (Limfarve af celluloselim)
3. Kaseinfarve (limfarve af kaseinlim)
4. Mosfarve (limfarve af carrageen-lim)
5. Svensk slamfarve (limfarve af kogt melklister)

1: Limfarve af animalsk lim (den "klassiske limfarve") og

2: Celluloselimfarve (Limfarve af celluloselim)

De to limfarve-typer anvendes kun indvendigt til puds (først efter 6 måneders tørring), tapet/grundpapir og ubehandlet træ samt evt. også på gipsplader og glasuldsvæv. Farverne kan ikke anvendes, hvor der forekommer selv almindeligt slid, stænken med vand, fugt eller salte i væggen eller på cement/beton.

3: Kaseinlimfarve (limfarve af kaseinlim, "kaseinfarven)

Kaseinfarve er noget mere slidstærk end de to ovennævnte limfarver. Derudover egner kaseinfarve sig specielt til kalkpuds, den kan endda males på helt frisk kalk- eller cementpuds. Farven vil også i modsætning til de to andre kunne holde rimeligt godt udendørs på både puds og træ, bl.a. traditionelt til "opstolpning" af bindingsværk.

En variant af kaseinlimfarve er kalk-kaseinfarve, bestående af kalk med kasein i.

4: Mosfarve (limfarve af carrageen-lim)

Mosfarve er meget limsvag og derfor meget lidt slidstærk. Mosfarve anvendes af denne grund udelukkende til lofter eller overvægge, der ikke er udsat for berøring. Mosfarve er derimod den limfarveteknik, der giver de klareste farver, både som hvid, til lofter, eller eventuelt med andre farver.

5: Svensk slamfarve (limfarve af kogt melklister)

"Svensk slamfarve" anvendes hovedsagelig til udvendigt, ru træ, især store (bræddebeklædte) flader eller lignende. Malingen kan normalt ikke anvendes, hvor der er stærkt slid, men kan dog godt forstærkes til at modstå dette. Teksturen er helmat med en meget smuk "limfarveagtig" lød.

A4 TEMPERAFARVER

Temperafarver (udtales ['tempera] med tryk på første stavelse) er fællesbetegnelsen for en række malingstyper, der kan anvendes såvel indendørs som udendørs, og som fremstillet af en blanding i rette forhold af en vandig lim (-emulsion) og rå eller kogt linolie plus en vis mængde pigment (tørfarve-pulver). Den vandige limemulsion emulgerer olien så den bliver til en vandig olieemulsion.

Et andet navn for denne malingstype er olieemulsionsfarve, men da dette navn imidlertid i dag bruges om mange forskellige malingstyper, herunder bl.a. plastmaling, er det vigtigt at anvende den mere præcise fagterm temperafarve om en traditionel lim-olie-emulsion, uden plastikstoffer. Det samme gælder udtrykket "kompositionsfarver", der også bruges om limfarver, uden olie i.

Alle temperafarver er i vandfase (vandige/vandfortyndbare) og tørrer meget hurtigt, men de er dog først gennemhærdede efter en uge.

Raadvad-Centerets ANVISNINGSBLADE TIL BYGNINGSRESTAURERING indeholder 5 forskellige temperafarver:

1. Ægge-tempera
2. Vokskasein-tempera
3. Kasein-tempera
4. Kalkkasein-tempera
5. Kalk-tempera

1: Ægge-tempera

Ægge-tempera består af æg, vand, olie og pigment. Farven anvendes udelukkende på træ og hovedsagelig til mindre arbejder, f.eks. stafferinger, møbelmaleri etc. Æggetempera kan dog godt, p.g.a. sin store slidstyrke og gode vedhæftning, anvendes på vinduer, vindueskarme etc.

Æggetempera tørrer på et par timer, men er en uge om at gennemhærde. Teksturen er halvblank og farverne står meget klart og smukt i meget lang tid.

Som en særlig specialitet kan æggetempera blankpoleres med en klud eller børste.

2: Kasein-tempera

Kaseintempera består af kaseinlim, vand, zink- eller jernvitriol, linolie og pigment. Som kasein kan man anvende tørkaseinpulver, kvark eller kærnemælk.

Farven kan anvendes såvel indendørs som udendørs på både træ og puds af kalk eller cement. Malingen er slidstærk, vaskbar og hurtigtørrende.

Teksturen er helmat som limfarve, men mørkner noget med tiden.

3: Vokskasein-tempera

Vokskasein-tempera består af kaseinlim, vand, bivoks og pigment. Farven kan anvendes indvendigt på både træ og puds.

Farven tørrer meget hurtigt, på mellem 15 og 30 minutter. Den er slidstærk, vaskbar og har en smuk silkeagtig tekstur.

På grund af voks-indholdet kan der ikke genbehandles med andre malingstyper ovenpå vokskasein-temperaen.

4: Kalkkasein-tempera

Kalkkasein-tempera består af læsket kalk, vand, kasein og linolie. Kalken er et mineralsk bindemiddel, der kun kan binde sig til bunden ved hjælp af en kemisk reaktion med denne. Ved at blande kaseinlim i kalken, forandre man dens mineralske binding til en almindelig lim-binding til bunden. Farven er specielt velegnet til ny puds samt pudsflader, der p.g.a. særlige forhold, cementbund, meget slid etc., ikke egner sig til traditionel kalkning. En anden anvendelse er ændring og samtidig forstærkning af kalkens bindeevne ved kraftige farver, f.eks. ved facadedekorationer i puds, tegl, terracotta, sandsten eller granit.

Endelig anvendes kalkkasein-tempera også til "opstolpning" af bindingsværk. kalkkasein-tempera er lidt mere "død" end kalkens "lysende" glød. Farven mørkner en smule med tiden.

5: Kalk-tempera

Kalk-tempera består af læsket kalk, vand, æg og linolie. Farven er derfor i slægt med kalkkasein-tempera, men her bruges der æg i stedet for kasein til at emulgere olien ind i kalken. I diverse ældre malingsopskrifter optræder der andre "billigere" materialer som animalsk lim (ben- eller hudlim/læderlim), celluloselim, sæbe, okseblod etc. som emulgatorer. Mulighederne er mange, men vi holder os imidlertid her til æg, som emulgator, som vi har de længste erfaringer med.

Farven er specielt velegnet til ny puds samt pudsflader, der p.g.a. særlige forhold, cementbund, meget slid etc. ikke egner sig til traditionel kalkning. Det kan f.eks. være underfacaden eller indgangspartiet på et by-etagehus.

En anden anvendelse er forstærkning af kalkens limkraft ved kraftige farver, f.eks. ved facadedekorationer i puds, tegl, terracotta, sandsten eller granit. Ønsker man totalt mættede farver, uden kalkens "hvidhed" som dæmper, kan man fremstille kalk-tempera udfra det helt klare kalkvand i stedet for kalkmælk. Herved får man en farve, der kan kaldes for kalkvands-tempera.

Kalk-tempera/kalkvands-tempera kan f.eks. også anvendes til "opstolpning" af bindingsværk eller overfladebehandling af andet udvendigt ru træ.

Farven benyttes ikke mindst til undermaling for limfarver på gammelt puds, der er repareret og lappet, hvorved der fremkommer en ensartet og ens sugende bund at male limfarve på.

A5 MINERALFARVER

Mineralfarver er fællesbetegnelsen for en række overfladebehandlinger, hvor bindemidlerne stammer fra uorganiske (mineralske) "stenmaterialer" såsom kridt/kalksten eller kisel/kvarts. Mineralfarver anvendes således primært på mineralsk bund, d.v.s. murværk, puds og natursten, sjældnere på træ eller jern.

Mineralfarver tørrer ikke ved fordampning el.lign. med ved en kemisk proces, hvori CO2 fra luften indgår. Denne proces skal ske så langsomt som muligt, for at sikre et godt resultat. Derfor stiller hærdningen visse krav til vejr, klima og temperatur.

Alle mineralfarver er i vandfase, d.v.s. at de er vandige og vandfortyndbare. P.g.a. deres alkaliske (basiske) natur, er de svagt ætsende, hvilket man skal beskytte sig mod med handsker og briller.

Raadvad-Centerets ANVISNINGSBLADE TIL BYGNINGSRESTAURERING indeholder 5 forskellige mineralfarver:

1. Hvidtekalk (Bestående af læsket kalk og vand)
2. Kalkfarve (Bestående af hvidtekalk og pigment)
3. Sandkalkfarve (Bestående af hvidtekalk, sand og pigment)
4. Kalkvands-lasering (Bestående af en mættet opløsning af kalk i vand + pigment)
5. Silikatmaling (Bestående af en blanding af natrium- og kaliumsilikat + pigment)

1: Hvidtekalk

Hvidtekalk består af læsket kalk tilsat vand i forholdet 1:6. Da læsket kalk er kridhvidt, er hvidtekalk både bindemiddel og farvestof. Hvidtekalk kaldes også for "kalkmælk", i modsætning til læsket kalk, der kaldes "kalkdej".

Hvidtekalk er det ældste og mest hensigtsmæssige produkt til overfladebehandling af murværk. Det skyldes hvidtekalkens naturlige og mineralske sammenhæng med murværkets kalkmaterialer, der, udført håndværksmæssigt korrekt, sikrer en kemisk stærk binding til bunden. Denne er holdbar i mange år, normalt 5-10 år, men ofte længere.

På en bund af farvet puds i samme farve vil en kalkning holde den dobbelte tid. Samtidig har kalken uovertrufne fugtdiffussionsegenskaber i forhold til alle andre materialer. Hvidtekalken er helmat og har en enestående smuk lysreflektion og tekstur og patinerer samtidig smukt. Rigtigt udført kalkning smitter ikke af. Hvidtekalk (og kalkfarver) kan derfor sagtens anvendes indvendigt på (ny)pudsede vægge eller lofter.

Udvendigt betyder kalkens naturlige nedbrydning, at snavset hele tiden vaskes af, der hvor kalken udsættes for regnvand. Dette betyder imidlertid også at genbehandlingen er forholdsvis let. Den består af en simpel afbørstning og nykalkning 1-2 gange.

Hvidtekalk binder meget dårligt til en bund af cementmørtel, kalkcementmørtel ("bastardmørtel"), beton, gipspuds, granitsten eller glatte maskinfremstillede mursten. Her anbefales sandkalkfarve. Hvidtekalk holder heller ikke på fugtigt eller saltskadet murværk.

2: Kalkfarver

Kalkfarve, der består af hvidtekalk tilsat max. 6 volumenprocent farvepigment. Pigmentet skal kunne tåle kalkens ætsende virkning.

På grund af bindemidlets (kalkens) egen hvidhed, kan kalkfarver aldrig blive helt mættede, men vil altid stå lyse og pastelagtige. Hvis farvepigmenterne overdosseres, vil farven smitte af. Kalkfarver har iøvrigt samme egenskaber og anvendelsesområder som hvidtekalk. Jernvitriol-kalk er en særlig gul-orange kalkfarve-variant.

3: Sandkalkfarve

Sandkalkfarve består af læsket kalk (kulekalkdej) og vand - tilsat fint, skarpkantet kvartssand (finhed 0-0) i forholdet 4:3:1 (rummål). Hertil kan sættes kalkægte farvepigmenter, opblødt et døgn i kalkvand. Farven må ikke overdoseres (max. 7% af kalkdelen).

Sandkalkfarve har på grund af sandindholdet, betydeligt mere "fylde" end normal hvidtekalk eller kalkfarve. Den kan anvendes på murværk de samme steder som hvidtekalk og kalkfarve, men har især sin force på steder, hvor disse ikke holder så godt: Cementpuds, beton, granitsten, sokler, skorstene osv. Her vil sandkalkfarve erfaringsmæssigt have samme holdbarhed som kalkning normalt har.

4: Kalkvands-lasering

Kalkvands-lasering består af kalkvand tilsat max. 5 volumenprocent farvepigment. På grund af kalkvandets begrænsede bindekraft, bliver farvelaget ikke fuldt dækkende, d.v.s. halvgennemsigtigt, også kaldt laserende. Kalkvands-lasering anvendes på murværk og puds, såvel udvendigt som indvendigt. Behandlingen binder meget dårligt til en bund af cementmørtel, kalkcementmørtel ("bastardmørtel"), beton, gipspuds, granitsten eller glatte maskinfremstillede mursten.

5: Silikatmaling

Silikatmaling består af bindemidlet vandglas (i praksis en blanding af natrium- og kaliumsilikat) tilsat hærder samt kalkægte farvepigmenter. Farven blev opfundet og patenteret i Tyskland i 1860-erne af A.W.Keim.

Silikatmaling kan anvendes på 2 år gammel puds af kalkmørtel, cementmørtel, beton m.v. Malingen binder sig kemisk til bunden under gendannelsen af udgangspunktet:

Kvarts. Silikatmaling har derfor en meget stor holdbarhed og er samtidig diffussionsåben for vanddamp. 25-30 år er ikke unormalt før en genbehandling er nødvendig. Da farvenuancerne i silikatmalingen kan svinge lidt efter luftfugtigheden under påførslen og hærdningen, skal man male en hel husfacade op på een gang, uden ophør.

På grund af den minimale naturlige nedbrydning af malingslaget, regner snavs ikke af på samme måde som på f.eks. kalk.

B: O V E R S I G T

over de klassiske pigmenter og deres anvendelse.

B1 INDLEDNING

De farvestoffer, der benyttes i de traditionelle malingstyper, benævnes pigmenter. Pigmenter er bittesmå uopløselige farvekorn, oprindeligt gravet op fra jorden, men i dag for det meste kunstigt fremstillet på fabrikker. I maling "limes" pigmenterne sammen af malingens bindemiddel til en malingsfilm. Visse pigmenter kan godt reagere kemisk med bindemidlerne, men de opløses aldrig.

Den "klassiske" farveskala, de klassiske pigmenter.

Siden oldtiden har malere betjent sig af en "klassisk" farveskala, primært bestående af de føromtalte jordfarver, suppleret med "nyere" kunstigt fremstillede farvestoffer - både til malerier og det "grovere" malerarbejde på bygninger og skibe.

En del af de pigmenter, der er opfundet og udviklet op gennem tiden, fremstilles ikke længere, bl.a. fordi de viste sig at være meget giftige at arbejde med for malerne. Andre, der har vist sig uundværlige, fremstilles nu ugiftige på nye måder. Tilbage har vi i dag en "klassisk farveskala" bestående af 25 pigmenter, der stadig produceres og som også, med enkelte undtagelser, lever op til moderne krav om giftfrihed m.v.

Disse 25 pigmenter repræsenterer 15 grundfarver, der naturligvis kan blandes til mange andre kulører, men som i sig selv, rene, eller blandet med hvidt, udgør en meget smuk og harmonisk farveskala, der kan benyttes til farvesætning af facader og interiører.

Også en række ofte brugte blandingsfarver passer ind i denne skala, så man i alt har mindst 20 forskellige farver - der alle sammen passer smukt sammen indbyrdes, ligemeget hvordan man sætter dem sammen- til sin rådighed.

Alle farverne klæder ikke mindst hvidt og gråt, hvorfor kombinationen af de klassiske farver med hvide/grå detaljer eller indramninger bliver ekstra smukt.

Ældre bygningers facader og interiører bør altid farvesættes efter denne "klassiske" farveskala - og nye bygninger såmænd også.

Raadvad-Centeret har udgivet en samling på 27 håndopstrøgne farver, i kalk- og limfarveteknik, der viser denne farveskala. Disse kan købes i Raadvad-Centeret.

B2 PIGMENTERNES ANVENDELSE i de forskellige maleteknikker

Signaturer

+++ Meget anvendelig ++ Laserende (ikke dækkende)

(Ikke anvendelig + Svær at arbejde med (+) Giftig )

Pigmenter med særlige egenskaber

Mønje/blymønje i linoliefernis(+): Vandtæt og isolerende maling f.eks. til jern.

Jernmønje/hæmatit i linoliefernis: Vandtæt maling f.eks. til rustbeskyttelse af jern.

Klassiske blandingsfarver

C: O V E R F L A D E B E H A N D L I N G P Å T R Æ

C1 INDVENDIGT TRÆ

Døre, vinduer, paneler, indfatninger, trapper m.m. kan males med linoliefarve fremstillet af linoliefernis (kogt linolie).

Alternativt, p.g.a. hurtigere tørretid: Kasein-tempera eller vokskasein-tempera.

Alt gammelt træ oliegrundes med rå linolie, der tørrer i 2-3 dage.

Hvor der ønskes en helt blank og glat overflade, stryges der med en klar og blank lak oven på disse farver, efter at de har hærdet en uge.

C2 UDVENDIGT TRÆ

Ønsker man at bevare udvendigt træ godt og længe, er det nødvendigt med en heldækkende overfladebehandling.

Det værste, man kan gøre ved udvendigt træ er at behandle det med en ikke heldækkende såkaldte "træbeskyttelse", med et stort indhold af organiske opløsningsmidler, f.eks. petroleum og terpentin (normalt ca. 80%). Lige modsat sit navn, svækker disse produkter træet, idet opløsningsmidlerne trækker træets naturlige olier og harpiksstoffer ud, hvorved træet udpines for sine egne modstandsstoffer. Træet udtørres, bliver mere udvasket og vandsugende og de kendte marvsprækker og revner opstår. Efter dette holder træet ikke længe, produktets lovende navn til trods.

På udvendigt træ må malingen aldrig være for stærk eller tæt. Det gælder ikke mindst gammelt træ, der kan være blødt i overfladen. Malingen skal tvært imod være et svagere "offerlag", der nedbrydes før træet. En tredie stor fejl er at bruge malinger (eller "træbeskyttelser") med et meget stort vandindhold (normalt 50-60%), kombineret med en tyk og stærk malingsfilm. Vandet suger ind i træet, og forvandler den bund, man maler på, til vådt træ. Dette vil efterfølgende tørre og trække sig sammen, og efterlade en masse små hulrum lige under malingsfilmen.

De følgende traditionelle malingstyper har ingen af disse uheldige egenskaber.

Udvendigt høvlet træ

Vinduer og døre males f.eks. med linoliefarve fremstillet af linoliefernis. Malingens store indhold af linolie, tilfører træet livgivende olie, og takket være malingens naturlige nedbrydning, "vaskes" snavs og alger af med regnvandet og nedbrudt farve.

Alternativt, p.g.a. den hurtigere tørretid, kan man anvende Kasein-tempera eller Æggetempera, der dog ikke indeholder så meget olie, men ellers har næsten samme egenskaber.

Linoliefarve, enten med rå linolie eller fernis, kan også anvendes til høvlede vindskeder, sternbrædder, bræddegavle, bræddebeklædninger m.v.

Alternativt, p.g.a. hurtigere tørretid: Kasein-tempera. Alt gammelt træ oliegrundes med rå linolie, der tørrer i 2-3 dage inden malingen.

Udvendigt ru træ:

Også på ru træ kan man med stor fordel anvende linoliefarve p.g.a. denne malings gode vedhæftning, olieindhold, styrke og porøsitet. Men her er der et lidt større register at spille på:

Større træbygninger kan med fordel males med svensk slamfarve, der er en billig, holdbar og sund maling for træet. Overfladen bliver smuk og helmat som limfarve.

En lidt blankere overflade fås med kaseinfarve, kaseintempera eller kalktempera.

Ønsker man mere en livlig og changerende, men stadig helmat og smukt “støvet" overflade, kan man vælge trætjære eller trætjærefarve.

I havneområder eller maritime bygninger kan man med fordel vælge tranfarve, der får en helt speciel og unik overfladekarakter og god holdbarhed.

Særligt udsat træ som vandbrædder, dækbrædder m.v. kan med fordel males med trætjærefarve, inden opsætningen.

Alt gammelt træ oliegrundes med rå linolie, der tørrer i 2-3 dage, inden disse behandlinger.

C3 TIDLIGERE MALET TRÆ

Det er altid et stort problem at male på tidligere malet træ. Dels fordi man ikke altid ved, hvad den tidligere maling er for noget, dels fordi nymalingen altid vil "hæfte" til bunden på den eksisterende malings betingelser.

Er den tidligere malerbehandling en ikke heldækkende, lavt pigmenteret såkaldt "træbeskyttelse", kan bunden, efter en let afskrabning og afslibning, henregnes som umalet, gammel bund. En kraftig dosis rå linolie, plus evt. en udspartling med tjærekit af "udpiningsrevnerne" som følge af "træbeskyttelsens" opløsningsmidler, vil, når dette er hærdet, udgøre en rimelig bund for en efterfølgende dækkende malebehandling.

Drejer det sig om en heldækkende maling, må man først undersøge, hvilken type maling, der er tale om. Der er i praksis ofte kun 3 muligheder: 1) Linoliemaling 2) Alkydmaling 3) Plast- eller acrylmaling.

Linoliemaling vil ofte afsløre sig gennem den karakteristiske "slangeskindskrakkelering", der opstår når malingen er 10-15 år gammel. Er malingslaget yngre, og krakkeleringen ikke indtrådt endnu, kan man brække et lille stykke maling af og brænde dette med en tændstik. Kommer der en lugt af linolie, kan der både være tale om linoliemaling og alkydoliemaling.

For at se om et malingslag består af alkydmaling, kan man dels foretage en afbrænding af et lille stykke maling. Røgen vil, fordi der ofte er linolie i alkydmaling, afgive en lugt af brændt linolie. Hvis malingen er forholdsvis blank, er det en alkydmaling og ikke en linoliemaling. Det samme gælder hvis malingen nogle steder er boblet op, hvis der ses lange opstående revner, med opbøjede kanter og løsnet malingen under. Disse lange, opbøjede revner i malingen ses ikke ved linoliemaling. Her vil eventuelle afskallede felter eller områder typisk være runde, let kantede "kratere" med opbøjede kanter.

Plast- eller acrylmaling vil ligne alkydmalingen meget, men afslører sig ved afbrænding af et lille stykke maling. Dette vil smelte og lugte som plastik.

Aftagning eller ikke aftagning af malingen.

Det er meget ofte et ønske, at fjerne alt den gamle maling, men dels er dette besværligt og kostbart, dels er det ofte unødvendigt og dels fjerner man et stykke af husets (farve)historie.

Indvendig bør en total malingsafrensning absolut være undtagelsen. Her er der meget sjældent en teknisk begrundelse for dette skridt.

Udvendigt kan den gamle maling være så nedbrudt, afskallet eller løs, at en total afrensning er den eneste mulighed for at få en ny maling til at hænge fast. En anden teknisk begrundelse kan være at der er tale om et meget tæt (plast)malingslag, hvor træet er markant opfugtet under.

Totalafrensning bør derfor kun foretages hvis:

1. Malingslaget er løst, afskallet og forvitret for 80-90% vedkommende.
   Dette afprøves og konstateres ved forsigtigt at stikke spidsen af en skarp kniv skråt ind i malingslaget, og vippe med knivspidsen.
2. Der måles en permanent træfugtighed på over 20% for neden i træet under malingen. Hertil benyttes en træfugtighedsmåler.
3. Der måles en træfugtighed på over 20% i træet under malingen, 6 timer efter et regnskyl - eller spuling med vand.

Fremgangsmåde ved nymaling - uden afrensning

En ældre oliemaling, som man af ovennævnte grunde vælger ikke at fjerne, kan sagtens være krakkeleret, afskallet visse steder i "slangeskindsmønsteret" etc.

Man starter under alle omstændigheder først med at tilføre malingslaget rigeligt med rå linolie udefra. Efter ca. 6 timer aftørres overskydende linolie.

Hvis malingen iøvrigt er pæn og hel overalt, foretages der ikke yderligere. Hvis malingslaget udviser afskalninger m.v. afskrabes alt løs maling med et skrabejern, hvorefter der påføres 1-2 tynde lag linoliemaling, jvf. anvisningsbladet for maling med linoliefarve.

En ældre alkydmaling, som man vælger ikke at fjerne, kan behandles på tilsvarende måde.

Et ældre plast- eller acrylmalingslag, som man vælger ikke at rense af, slibes let med sandpapir overalt. Derefter vaskes malingen med sulfosæbe i vand og efter at alt er fuldstændig tørt, males der med 1-2 tynde lag linoliemaling, afhængig af, om man ønsker at skifte farve eller ej.

Man kunne vælge at genmale plastmalingen med plastmaling, men et yderligere lag plastmaling vil øge (fordoble) malingslagets diffusionstæthed, og dermed risikoen for uheldig fugtophobning under malingen.

Kun en linoliefarve vil erfaringsmæssigt være istand til at hæfte på en ældre, intakt plastmalingsfilm, idet denne dog skal gøres sugende og fedtfri ved slibning og afvaskning.

D: O V E R F L A D E B E H A N D L I N G

P Å  M U R V Æ R K og P U D S

D1 OVERFLADEBEHANDLING PÅ INDVENDIG PUDS og TAPET/PAPIR

1 Puds

Helt ny finpuds behandles med hvidtekalk lige efter pudsningen. Efter 1-6 måneders tørring kan der enten fortsættes med kalkfarve, kalkkaseinfarve eller kaseinfarve, eller man kan vælge at male pudsoverfladen med en linoliefarve.

Gamle pudsede vægge i pæn stand behandles således: Udspartling af huller med kalk- eller gipsmørtel. Derefter glatslibes hele væggen med sandpapir. Malerbehandlingen starter med en sæbebehandling - og efter max. 3 timers tørring: 2 lag kaseinfarve (ikke vaskbar), eller alternativt kasein-tempera eller vokskasein-tempera (vaskbart).

Gamle pudsede vægge i dårlig stand behandles således: Udspartling af huller med kalkmørtel eller gipsmørtel. Derefter foretages en bundbehandling af mager, hvid linoliefarve tilsat lidt brun sæbe eller evt. en kalk-temperafarve (hvid) eller sågar en hvid plastmaling med ekstra kridt i. Efter at bundbehandlingen er helt tør, er væggen klar til 1-2 lag limfarve, alternativt kasein-tempera eller vokskasein-tempera.

Pudsede lofter skal naturligvis have mosfarve. Ved eventuelle stukdekorationer sprayes mosfarven på i et meget tyndt lag..

Er en pudset væg blevet plastmalet er behandlingen: Slibning af overfladen med sandpapir. Derefter foretages en bundbehandling bestående af en mager, hvid linoliefarve tilsat lidt brun sæbe eller evt. en plastmaling med ekstra kridt i. Efter at bundbehandlingen er helt tør er væggen klar til 1-2 lag limfarve, eller alternativt: Kasein-tempera eller vokskasein-tempera.

2 Papir/tapet

På helt nyt grundpapir eller helt nye gipsplader kan man male med 1 lag limfarve. Denne behandling er ikke vaskbar og meget sart. Alternativt kan man male med kaseintempera eller vokskaseintempera, der begge er vaskbare behandlinger.

På gammel, eksisterende tapet kan man også male med limfarver, kaseintempera eller vokskaseintempera, der h.h.v. er ikke-vaskbar og vaskbar.

Er et ældre tapet blevet plastmalet er behandlingen: Slibning med sandpapir. Derefter: Limfarve, kaseintempera eller vokskaseintempera. Man kan naturligvis også tage det plastmalede tapet af eller man kan lime nyt grundpapir ovenpå.

D2 OVERFLADEBEHANDLING PÅ UDVENDIGT MURVÆRK og PUDS

På udvendigt murværk og puds er det alt afgørende for murværkets og pudsens "sundhed" og bygningens tekniske holdbarhed, at overfladebehandlingen er fuldstændig dampåben (diffussionsåben) - d.v.s. under 3 i Z-værdi. En for tæt maling vil bevirke at der sker en skadelig fugtophobning i murværket, hvorved dette forvitrer hurtigere af frost og fugt. Vådt murværks isoleringsevne er ydermere kraftigt forringet og husene bliver følgelig fugtige og kolde at bo i.

Kun de traditionelle mineralfarver som kalk og silikatmaling opfylder dette kriterium, først og fremmest fordi de, håndværksmæssigt korrekt udført, indgår i en kemisk forbindelse med murværkets kalkmaterialer, der erfaringsmæssigt fremmer afgivelsen af fugt fra murværket, end hæmmer denne.

1 Blank mur

Blank murværk af blødstrøgne mursten kan overfladebehandles med hvidtekalk, kalkfarve, sandkalkfarve eller kalkvands-lasering/lasur.

Disse behandlinger kan ikke altid fæstne på glatte maskinsten eller lignende. Her kan man male med kalkkasein-tempera, kalktempera eller forsøge med sandkalkfarve.

Områder med stærkt slid eller ved ønsket om mættede farver: Kalkkasein-tempera eller kalk-tempera/kalkvands tempera. Alternativt: Linoliemaling.

2 Kalkpuds eller vandskuring/sækkeskuring/filtsning/berapning i kalkmørtel

Alle rene kalkprodukter er perfekt bund for overfladebehandling med hvidtekalk, kalkfarve, sandkalkfarve eller kalkvands-lasering.

Farvet puds bør også under alle omstændigheder overfladebehandles med kalkfarve eller kalkvands-lasering i samme farve som pudsen, for at neddæmpe pudsens ofte uskønne blakkethed - samt forlænge begge behandlingers holdbarhed.

Områder med stærkt slid eller ved ønske om mættede farver: Kalk-tempera/kalkvandstempera eller kalkkasein-tempera.

3 Cementpuds, bestardpuds etc.

Her er mulighederne for overfladebehandling med traditionelle materialer, efter at pudsen er 1-2 år gammel:

1. Sandkalkfarve
2. Kalktempera/kalkvands tempera
3. Silikatmaling
4. Linoliefarve

4 Tidligere malet murværk og puds

Ældre plastmalingslag bør altid fjernes fra ældre murværk. Metoderne er:

1. Våd sandslibning ved lavt vandtryk (max 5 bar)
2. Afbrænding med gasflamme og efterfølgende våd sandslibning
3. Blødgøring med brun sæbe i 1-2 døgn og efterfølgende afskrabning

Efter aftagningen behandles overfladerne med kalk, silikatmaling eller linoliemaling.

D3 UDVENDIGE NATURSTEN

1 Sandsten

1. Linoliefarve
2. Sandkalkfarve
3. Kalktempera/kalkvands tempera
4. Silikatmaling

Overfladebehandlingerne kræver en fast bund i form af helt ny sandsten eller stabiliseret ældre sandsten.

2 Granit

1. Sandkalkfarve
2. Kalktempera/kalkvands tempera
3. Silikatmaling

D4 SOKLER, SKORSTENE, BRANDKAMME ETC.

Ved særligt udsat murværk som sokler, skorstene, brandkamme, en vestvendt gavl ud mod Vesterhavet m.m., der er meget eksponeret for fugt, slagregn, salte, sod osv., bliver den almindelige kalkning erfaringsmæssigt nedbrudt meget hurtigt. Da det imidlertid er vigtigt at anvende så åbne materialer som muligt, kan såvel sandkalkfarve eller silikatmaling, evt. kalktempera, være en mulighed. Ingen overfladebehandling holder dog længe på disse steder.

Man skal ikke male murede sokler med tætte materialer såsom asfalttjære (koldasfalt, sokkelasfalt m.v.). Tætte materialer presser bare vandet højere op i murværket, eller forstærker fugtproblemerne på indersiden.

E: O V E R F L A D E B E H A N D L I N G

AF JERN OG METAL

E1 INDVENDIGT SMEDEJERN

Hvor det er muligt benyttes blymønje, oprørt/revet i linoliefernis (uden tørrelse/sikkativ) til rustbehandling af jern. Blymønje giver en meget tæt og stærk maling, hvad der er forudsætningen for en effektiv rustbeskyttelse.

På grund af miljømæssige restriktioner overfor anvendelsen af blymønje i malerfaget, kan man alternativt anvende jernmønje (hæmatit), oprørt/revet i linoliefernis (uden tørrelse/sikkativer) som rustbeskyttelse.

Uden på dette tætte, rustbeskyttende lag, kan der males med hvad som helst. Indvendigt smedejern kan også sortbrændes eller linoliebrændes.

E2 UDVENDIGT SMEDEJERN

Ved udvendigt smedejern skal jernet oliegrundes med opvarmet linolie (60 grader) og tørre/hærde helt inden der grundmales 2 gange med blymønje eller jernmønje. Ovenpå dette kan jernet males med almindelig linoliemaling, f.eks. i grafitgrå.

I stedet for oliegrundingen kan man elektrogalvanisere eller varmgalvanisere smedejernet inden mønjemalingen.

E3 GANGJERN

Åbne låse, skudrigler, klinkefald, såkaldte "gangjern", kan ikke males med en dækkende maling, da denne enten vil forhindre jernet i at kunne bevæge sig, eller hurtigt slides af.

De muligheder man har for at rustbeskytte dette jern er enten elektrogalvanisering/varmgalvanisering eller sortbrænding/linoliebrænding af jernet.

E4 STØBEJERN

Hvor det er muligt benyttes blymønje, oprørt/revet i linoliefernis (uden tørrelse/sikkativ) til rustbehandling af støbejern. Blymønje giver en meget tæt og stærk maling, hvad der er forudsætningen for en effektiv rustbeskyttelse.

På grund af miljømæssige restriktioner overfor anvendelsen af blymønje i malerfaget, kan man alternativt anvende jernmønje (hæmatit), oprørt/revet i linoliefernis (uden tørrelse/sikkativer) som rustbeskyttelse.

Uden på dette tætte, rustbeskyttende lag, kan der males med almindelig linoliefarve.

E5 ZINKPLADE

Zinktage, tagrender og nedløb kan hvid- eller gråmales med pigmentet zinkhvidt (zinkoxid) oprørt i linoliefernis, der erfaringsmæssigt har god holdbarhed og beskyttelseevne på zinkplade, uden fare for galvanisk tæring.

Oversigt |

| Anvisningsblade | Håndværkere og materialer | Litteratur |