| Af
Søren Vadstrup
Raadvad-Centeret har gennem en årrække arbejdet ihærdigt
på at få genindført linoliemalingen i Danmark som en valgmulighed til
maling af træværk. Baggrunden herfor var dels, at denne ældgamle malingstype ikke blev
fremstillet længere efter de gamle recepter, hvad vi syntes var et tab for dansk
bygningskultur, dels at Raadvad-Centeret lå inde med er række erfaringer, der viste, at
denne maling havde nogle egenskaber og kvaliteter, der var både ukendte og oversete i
såvel malerfaget som arkitektfaget.
Til trods for at linoliemalingen for 4-5 år siden var den
mest ringeagtede og nedvurderede malingstype i Danmark overhovedet, som "alle"
rystede på hovedet af, er det nu lykkedes at få denne maling produceret igen, endda med
en kraftigt voksende afsætning til følge. Raadvad-Centeret har samtidig undervist mange
malere og arkitekter i at bruge linoliemalingen rigtigt og vi har udgivet anvisningsblade,
der beskriver linoliemalingens egenskaber, den rette måde at bruge malingen på samt dens
praktiske anvendelsesmuligheder.
Det er en almindelig og gammelkendt viden, at man her i
landet før i tiden også malede murede og pudsede husfacader med
"oliemaling". Dette var ikke mindst populært i Nyklassicismen i slutningen af
1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, men skikken fortsatte faktisk frem til
1950-erne, hvor andre produkter tog over.
Nu kunne "oliemaling" være mange ting, bl.a.
forskellige temperafarver, bestående af linolie kombineret med en række vandige
bindemidler (kaseinlim, animalsk lim, kalk m.fl.), men den "klassiske"
oliemaling til facader var før i tiden naturligvis en ren linoliefarve.
Netop fordi mange bygninger er "født" med
linoliemalede facader og fordi dette produkt nu atter findes tilgængeligt, har
Raadvad-Centeret oplevet en stigende interesse for igen at male husfacader med
linoliemaling. Centeret har derfor udarbejdet en meget detaljeret anvisning på, hvordan
man dette kan foregå, herunder krav til bunden, udfaldskrav, selve udførelsen,
egenskaber, fordele, ulemper, osv., altsammen for at gøre det muligt for de husejere,
arkitekter eller bygherrer, der ønsker linoliemaling på murværk, at få dette udført
korrekt, i den rette kvalitet og med de rette produkter.
Raadvad-Centerets ANVISNINGSBLAD til Bygningsrestaurering
4.4.2 "Ny- og genmaling af træ, jern og puds med linoliefarve"
indeholder bl.a. konkrete arbejdsbeskrivelser til:
"Nymaling af nyt puds med linoliefarver",
"Vedligeholdelse af linoliemalede facader" "Genmaling af linoliemalede
facader" og "Udfaldskrav til linoliemaling af murværk og puds".
Da der ikke længere findes folk herhjemme, der har helt
aktuelle erfaringer med linoliemaling på udvendigt murværk og puds, har vi måtte vende
os mod andre lande, bl.a. Sverige, England og Holland, hvor man er fortsat med at male
facader med linoliemaling, for bl.a. at trække på sagkundskab herfra.
De historiske kilder har også været i sving, men disse er
dog lidt vanskeligere at overføre til vor tid. Der blev nemlig meget ofte brugt blyhvidt
til facademaling før i tiden. Denne maling er det forbudt at bruge idag. Inden selve
malerbehandlingen "neutraliserede" man ligeledes før i tiden murværkets kalk
med fluat, en meget stærk syre, der heller ikke må anvendes i malerfaget mere.
Efterfølgende "grundede" man murværket med varm linolie, tilsat godt med terpentin
- atter et farligt og udelukket produkt idag.
En miljøvenlig maling, der langsomt nedbryder sig selv.
Vi har lagt vægt på at den "nutidige"
linoliemaling til murværk og puds skal være ganske miljø- og arbejdsmiljøvenlig, incl.
den meget vanskelige bundbehandling, før selve linoliemalingen. Altså ingen blyhvidt,
fluat eller terpentin her.
Det største problem i forbindelse med linoliemaling af
murværk er, at linolien slet ikke er "alkalifast". Den nedbrydes faktisk af
murværkets basiske materialer og miljø. Olien "forsæber" og mister sin
fasthed og bindekraft. Dette er egentlig kun en fordel, både æstetisk og byggeteknisk,
blot forvitringen ikke sker alt for hurtigt. Ud fra undersøgelser af gamle malingslag på
facader, kan vi se, at genbehandlingsintervallet har ligget på 8-10 år, hvilket er meget
passende for en husfacade. På dette tidspunkt er malingslaget godt nedbrudt og derfor
overkommeligt at fjerne, således at huset med passende mellemrum kan fremstå med friske
overflader og farver.
Alligevel skal man "isolere" linoliemalingen
rimeligt effektivt fra kalkmaterialerne gennem en grundig "bundbehandling".
Egenskaber
En linoliemalet facade står ret blank i starten (et halvt
til et helt år), men derefter bliver mere mat og patinerer meget smukt, let changerende i
forhold til regnvandets og sollysets påvirkninger gennem nedskylning, samt almindelig
blegning og mørkning.
Linoliemalingens naturlige nedbrydning holder også de
regnskyllede områder rimeligt rene for snavs, ligesom sorte "gips-skygger" ikke
forekommer, plus at nedbrydningen af malingen letter afrensningen før en genbehandling.
Malebunden skal være totalt afbundet, for nyt murværk
minimum et år gammel, for gammelt nypudset murværk ca. et halvt år, og helt tør, på
påførselstidspunktet, og murværket må ikke være permanent fugtigt som følge af
hygroskopiske salte eller vand- eller fugtpåvirkninger indefra eller udefra. Så falder
linoliefarven hurtigt af.
|